HJEM

POLITIK

OM HANS SKOU KONTAKT

KLIK HER OG LÆS HANS SKOUS SENESTE OPDATERINGER

 

 

 

Visionen

At Århus Kommune holder fokus på følgende vigtige områder: uddannelse, arbejdsmarked, erhverv og turisme.

 

Århus er en by i vækst, men væksten skal være kvalificeret. Det vil sige, vi skal være endnu bedre til at tiltrække og fastholde dygtige mennesker, der bidrager positivt til økonomi og rummelighed. Og modsat, skal vi stille kærlige, men særdeles faste krav i forhold til integration, viden om Danmark og de kvaliteter, der har gjort Danmark til det gode land, det er.

 

Århus har så mange kvaliteter, at vi længe har været Jyllands naturlige hovedby. Men selv på den position kan vi blive udfordret, hvis vi ikke til stadighed sørger for at have de basale ting i orden. Det vil sige byen skal hænge sammen økonomisk, den skal hænge sammen på tværs af sociale og kulturelle skel, og den skal have en passende blanding af uddannelsesinstitutioner, privat erhvervsliv og offentlig service.

 

Vi skal altid sætte det enkelte menneske i fokus (mennesket frem for systemet). For mig handler det om troværdighed, respekt og engagement.
Aarhus skal kendes som byen, der også tager hånd om de dårligst stillede borgere.
Vi skal sikre gode rammer for børn og unges udvikling, både fagligt, socialt og i forhold til de fysiske rammer

 

Hvordan gør vi så det?

For overhovedet at kunne tilbyde gratis uddannelsesinstitutioner og offentlig service, skal økonomien hænge sammen. Og en sund økonomi kræver en sund og vækstdygtig privat sektor. Dette er uomgængeligt.

 

Jeg er tilhænger af, at en kommune skal sørge for gode rammebetingelser til erhvervslivet, det vil f.x. sige god infrastruktur, gode børneinstitutioner - så folk kan passe deres arbejde med god samvittighed, og en beskatning, der ikke er med til at drive lønninger og omkostninger i vejret. Øgede omkostninger er nemlig lig med mindre konkurrenceevne og færre arbejdspladser.

 

Det er derfor langtfra ensbetydende med at kommunen selv skal drive alle institutioner. Hvis private kan tilbyde bedre og billigere løsninger, så er det en sund vej at gå.

 

Beskatningen må gerne de kommende år, bevæge sig nedad. Eller i det mindste holdes i ro. Så skal væksten nok komme, og dermed arbejdspladser. Flere i arbejde er positivt for byens økonomi, integration og udvikling generelt.

 

Århus er godt med på mange områder, men vi har også måtte se i øjnene, at andre byer har fået et "brand" der er langt større end deres størrelse egentlig berettiger. De er dygtige i Horsens til at lancere sig selv via kulturen og de store koncerter, og de er dynamiske i Herning, når det kommer til spektakulære faciliteter som Messecentret og ikke mindst Boxen.

 

Kendetegnende for begge byer, er, at når visionen først er tydelig, står man sammen og skaffer den fornødne baggrund for en gennemførelse af visionen. Det kan vi selvfølgelig lære noget af i Århus. Det vil jeg arbejde for.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Byrådsposter:

Medlem af Sundhed- og Omsorgsudvalget

Medlem af Kulturudvalget

 

Hans Skou

Byrådsmedlem og gruppeformand

 for Venstre I Århus Kommune

 

COPYRIGHT 2017: HANS SKOU